Status Jammerland Bugt medio juli 2016

Hvad er status er på havvindmølleprojektet i Jammerland Bugt?

For god ordens skyld, så er projektet ikke på nogen måde blevet droppet, European Energy arbejder ihærdigt videre!

European Energy fremsendte – jf. www.ens.dk – VVM-redegørelse for Jammerland Bugt til Energistyrelsen den 17. juni 2015. I over et år har Energistyrelsen derefter “gennemgået” redegørelsen for at sikre om den lever op til de stillede krav. Vi er mange, der synes at Energistyrelsen arbejder endog yderst langsomt med denne gennemgang.

I mellemtiden – februar 2016 – har Energistyrelsen ellers vedtaget såkaldte “skærpede fremdriftskrav for åben-dør havvindmøller”, hvorefter den tid der går med godkendelse af et eventuelt projekt skal nedbringes. Det er imidlertid tydeligt, at Energistyrelsen på ingen måde vurderer, at denne nye regel har stor betydning i virkeligheden. Energistyrelsen arbejder præcist så langsomt som de selv ønsker, uden hensyntagen til borgerne i de berørte områder.

Den seneste melding fra Energistyrelsen i mail af 10. juni 2016 fortæller, at de arbejder hårdt på at kommer videre i processen, men at myndighedshøringen nok først kommer efter sommerferien, i modsætning til hvad der står på www.ens.dk.

I foreningen “Beskyt Jammerland Bugt” følger vi intenst med i udviklingen og forbereder os på at skulle give svar og indsigelser i forbindelse med den offentlige høring, der kommer efter myndighedshøringen. Vi har allieret os med førende eksperter inden for de mange områder, hvor der i givet fald kommer voldsomme negative miljøpåvirkninger.

Vi ønsker alle en god sommer

 

 

Dette indlæg blev udgivet i Uncategorized. Bogmærk permalinket.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *