Energistyrelsen ignorerer miljøhensyn: Havvindmøller på vej til at dominere Danmarks indre farvande

Energistyrelsen har givet etableringstilladelse til det private selskab European Energy A/S (EE) for både Storebælt (Jammerland Bugt) og Lillebælt (Lillebælt Syd) havvindmølleparker. Dette sker på trods af massive indsigelser fra borgere, miljøeksperter, foreninger, Kalundborg Kommune, Assens kommune og nabolande som Tyskland og Finland.

Projekterne risikerer at industrialisere Danmarks indre farvande med industriparker bestående af gigantiske havvindmøller – vel at mærke placeret på steder som ikke ville kunne godkendes under nuværende lovgivning. Hvordan kan dette tillades?

Tilladelser under forældet lovgivning
Etableringstilladelserne er givet under den tidligere “åben dør”-ordning og har nu skabt en situation, hvor Energistyrelsen ser ud til at tilsidesætte både gældende støjregler og miljøhensyn – til fordel for økonomiske gevinster for European Energy A/S, der allerede nu har solgt 80% af både Lillebælt og Storebælt havvindmølleprojekter til det franske firma Total Energies.

Truet dyreliv og et presset miljø
Som både finske og svenske miljøorganisationer påpeger, er Storebælt – og særligt Jammerland Bugt – afgørende for den nordeuropæiske edderfuglebestand, og på grund af havbundens tilstand bl.a. som følge af klapning af havneslam, er fødegrundlaget reduceret markant. Der er brug for tid og ro til at reetablere sig – og ikke nye forstyrrelser fra havvindmøller.

Samtidig påpeger NABU (Det Tyske Naturbeskyttelsesforbund), at havvindmøllernes rotorblade vil få konsekvenser for flagermusbestanden. Rotorbladene er kendt for at være dødelige for flagermus, og der er ingen konkrete afværgeforanstaltninger, der kan beskytte dem. NABU skriver, eksempelvis, at der er ”fachlich falsche” = forkerte fagligt fremlæggelser/konklusioner i miljøkonsekvensrapporten.

Gennemgangen af svarene på de mange indsigelser fra borgere og foreningen peger desværre på, at det hævdvundne forsigtighedsprincip i forhold til at påføre naturen belastninger, er blevet erstattet af et forsigtighedsprincip i forhold til at sikre aktionærerne i havvindmølleparken det størst mulige afkast. 

Grøn omstilling må ikke ske på bekostning af naturen


Foreningen Beskyt Jammerland Bugt vil indgive klage til Energiklagenævnet.

Vi har et ansvar for at sikre en grøn omstilling, der ikke får uoprettelige konsekvenser for vores natur og miljø. Havvindmøller skal placeres langt fra kysterne, på åbent hav, hvor de kan gøre størst gavn uden at skade sårbare økosystemer i de indre farvande.

Danmark har allerede oplagte muligheder i Nordsøen, hvor der er plads til store havvindmølleparker uden de samme miljømæssige omkostninger. I forlængelse af euforien omkring forløbet af Thor-havvindmøllepark, hvor Staten sikrede sig et beløb på 3 milliarder i indtægter fra vinderen af udbuddet – RWE fra Tyskland, har vi måske været vidne til en statslig grådighed, der ganske enkelt har skræmt energiselskaberne fra at komme med bud.

Opdatering af vilkårene er et spørgsmål, der kan løses – uden at kompromittere vores natur og kystnære områder – det der faktisk er Danmarks sidste vilde natur.

Danmark er kendt for sin smukke natur og sine kyster – og de kræver vores beskyttelse.

Hvis vi tillader en tankeløs industrialisering af vores kystområder, risikerer vi at ødelægge livsgrundlaget for truede arter og samtidig miste en del af vores identitet og naturarv.

Lad os stoppe op og tænke over, hvad vi er i gang med at ændre.

Grøn omstilling handler ikke kun om CO₂-reduktion, men også om at sikre, at vi efterlader en planet, hvor naturen stadig har plads til at blomstre.

Danmark er kendt for sin innovative tilgang til grøn energi, som vi skal bygge videre på – ikke med billige kompromiser, men med løsninger, der respekterer naturen og også de arter, der ikke har en stemme til at sige fra.

Det her kan vi gøre meget bedre!

Foreningen Beskyt Jammerland Bugt ønsker alle, der elsker naturen, en glædelig jul og et lykkebringende nytår

Dette indlæg blev udgivet i Uncategorized. Bogmærk permalinket.

2 Responses to Energistyrelsen ignorerer miljøhensyn: Havvindmøller på vej til at dominere Danmarks indre farvande

  1. Carsten Freyberg Hansen skriver:

    Selvfølgelig skal vor smukke natur i de indre farvande ikke skæmmes af kæmpestore vindmøller, der samtidigt påvirker fugle- og andet dyreliv.
    I det omtalte område vil så store monstre dominere totalt, da de vil komme til at stå så tæt på kysten.
    Der er store muligheder for at placere sådanne rædselsfulde monstre i andre farvande, langt fra kysten, hvor de ikke skæmmer omgivelserne i samme grad.
    Vi må ikke lade privat griskhed være med til at ødelægge vore omgivelser, fordi man kan spare penge ved at anlægge så nært ved kysten!

  2. Bodil holst kjær skriver:

    Ang. Borgermødet d. 21.1 er det ikke kun borgere i de nævnte kommuner, der er inviterer, som bekendt er de, der rammes mest af mastodontene sommerhus beboerne, der kan have bopæl i mange andre kommuner.
    Det ville ligne European Energy at lave denne udelukkelsesfinte for at holde de mest kritiske væk.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.