Støj er (også) en væsentlig miljøgene og Vindmøllebekendtgørelsen og øvrige bekendtgørelser om dette skal naturligvis overholdes! Dette gøres åbenlyst ikke i projektmagers fremlagte materiale!
På støjområdet er Vindmøllebekendtgørelsen et centralt dokument for alle vindmølleprojekter, store som små. Heri opstilles blandt andet krav omkring data for selve støjudsendelsen, beregning af udbredelsen af denne samt hvilke støjkrav, der skal overholdes for berørte områder.
- Vindmøllebekendtgørelsen (ref. /1/) siger ganske klart at der som udgangspunkt for beregning af støjbelastning skal anvendes målte data for den aktuelle mølletype. Og det specificeres meget præcist hvorledes denne støj skal måles. Dette er ikke gjort i det fremlagte, her er alene anvendt gættede tal!
- Det fremlagte overholder heller ikke de generelle kvalitetskrav til målinger der skal ligge til grund for forvaltningsafgørelser fra Miljøministeriet (ref. /2/)!
- Der er anvendt forkerte data for eksisterende møller i det fremlagte. Der skal naturligvis anvendes korrekte og retvisende data for de eksisterende møller!
- De anvendte støjgrænser på land er ikke korrekte i det fremlagte. Et af de støjudsatte områder under drift er området ved Svallerup. Her er støjgrænsen for sommerhusene/det rekreative område heromkring 39 og 37 dB(A) ved henholdsvis 8 og 6 m/s vindhastighed. Projektmager har for det nordlige område belejligt anvendt væsentlig højere støjgrænse. Men vindmøllebekendtgørelsen er her helt klar: Ifald området anvendes rekreativt (f.eks. hvis der er sommerhuse og/eller anden rekreativ anvendelse) gælder de lavere støjgrænser. Og der er sommerhuse i dette område viser et simpelt opslag i relevante boligregistre! Støjbelastningen i dette område er allerede nu på et niveau der ikke levner plads til yderligere støj i forhold til her korrekte støjgrænser. Dette kan ses i nye støjberegninger men faktisk også i forrige projektmateriale fra WSP vedr. det eksisterende støjniveau.
- Der er flere de facto sommerhuse omkring bugten hvor de lavere støjgrænser ligeledes skal overholdes.
- Projektmager har for en række (egen udvalgte) punkter beregnet samlet støjbelastning under drift fra vindmølleprojektet samt eksisterende møller (tabel 9.22 i Miljøkonsekvensrapporten). Man har medtaget 21 vindmøller i området uagtet man ved simpel optælling kommer til over det dobbelte antal møller. I disse udvalgte støjkritiske punkter udelader man bekvemt/ bevidst (?) den mest støjudsatte koloni i området! Man har tydeligvis ikke ulejliget sig ud langs kysten… da ville man sikkert også have opdaget at Reersø ikke har det tekniske præg grundet radiomasterne som man kan læse i projektmagers Miljøkonsekvensrapport. Vi fremviser gerne kolonien samt hjælper med optælling af det korrekte antal vindmøller i området.
Støj er en absolut væsentlig miljøgene og Vindmøllebekendtgørelsen og øvrige bekendtgørelser om dette skal overholdes! Dette har Energistyrelsen bekræftet ved møde 9/10 2024.
Referencer:
/1/ Bekendtgørelse 135 af 07/02/2019 ”Bekendtgørelse om støj fra vindmøller”, Miljøministeriet
/2/ Bekendtgørelse 529 af 14/05/2023 ”Bekendtgørelse om kvalitetskrav til miljømålinger” Miljøministeriet