Vi har i tidligere indlæg vist, at kompetente uafhængige organisationer som eksempelvis Danmarks Naturfredningsforening (DN), Den tyske naturbeskyttelses organisation NABU, svenske BirdLife og den danske Miljøstyrelse påviser, at man bestemt ikke ud fra det fremlagte materiale kan konkludere det ansøgte havvindmølleprojekt ikke kan have en væsentlig negativ miljømæssig effekt!
De nævnte instanser påviser fejl og/eller alvorlige utilstrækkeligheder i det fremlagte materiale. Visse gør sig den ulejlighed at foretage beregninger på de fremlagte rå-data og kommer til helt modsatte resultater af hvad der konkluderes i den fremlagte Miljøkonsekvensrapport.
Når man læser de ovenfor nævnte indsigelser står det helt klart, at man bestemt ikke kan sige at det ansøgte projekt ikke kan have væsentlig negativ miljømæssig indflydelse!
De nævnte høringssvar har alle naturligt nok haft fokus på truede dyrearter samt havmiljø.
Men også ved den luftbårne forurening – støjen – er der åbenlyse fejl i det fremlagte materiale. På støjområdet er Vindmøllebekendtgørelsen et centralt dokument for alle vindmølleprojekter, store som små. Heri opstilles eksempelvis krav omkring data for selve støjudsendelsen, beregning af udbredelsen af denne samt hvilke støjkrav der skal overholdes for berørte områder. Her nogle eksempler:
1: Vindmøllebekendtgørelsen (ref. /1/) siger ganske klart, at der som udgangspunkt for beregning af støjbelastning skal anvendes målte data for den aktuelle mølletype. Og det specificeres meget præcist hvorledes denne støj skal måles. Dette er ikke gjort i det fremlagte, her er alene anvendt gættede tal!
2: Det fremlagte overholder heller ikke de generelle kvalitetskrav til målinger der skal ligge til grund for forvaltningsafgørelser fra Miljøministeriet (ref /2/)!
3: Der er anvendt forkerte data for eksisterende møller i det fremlagte. Der skal naturligvis anvendes korrekte og retvisende data for de eksisterende møller, dette er ikke gjort.
4: De anvendte støjgrænser på land er ikke korrekte i det fremlagte. Et af de mest støjudsatte områder under drift er området ved Svallerup. Her er støjgrænsen for sommerhusene/det rekreative område heromkring 39 og 37 dB(A) ved henholdsvis 8 og 6 m/s vindhastighed. Projektmager har for det nordlige område belejligt anvendt en væsentlig højere støjgrænse end den korrekte, givetvis ud fra at området på kort står anført som ” åbent land”. Men vindmøllebekendtgørelsen er her helt klar: ifald området anvendes rekreativt (f.eks. hvis der er sommerhuse og/eller anden rekreativ anvendelse) da skal de lavere støjgrænser gælde. Og at der er sommerhuse i dette område, viser et simpelt opslag i relevante boligregistre!
Dette er påvist for ganske længe siden og det er utroligt at projektmager fortsat kan anvende disse forkerte støjgrænser for området!
Støjbelastningen i området er allerede nu på et niveau der ikke levner plads til yderligere støj i forhold til her anførte støjgrænser. Dette bekræftes af nylig støjberegning udført af det rådgivende ingeniørfirma Sweco A/S med korrekte data for eksisterende møller i området.
For detaljer omkring disse tekniske forhold kan henvises til foreningens indsigelse side 13 til 19. Foreningens indsigelsen kan ses her:
Blandt de rekordmange øvrige indsigelser (flere end 400) har en vaks borger fundet ud af, at projektmager bekvemt bruger en forkert (større) afstand fra vindmølleparken til de støjkritiske områder end der faktisk er!
Støj er (også) en væsentlig miljøgene og Vindmøllebekendtgørelsen og øvrige bekendtgørelser om dette skal naturligvis overholdes! Dette gøres åbenlyst ikke i det fremlagte materiale!
Projektmager har, trods den meget lange forberedelsestid, ej heller på dette væsentlige punkt evnet, villet eller kunnet fremlægge det fornødne og korrekte vedr. miljømæssige påvirkninger.
Nu må foden sættes ned og ansøgningen endegyldigt afvises.
Referencer:
/1/ Bekendtgørelse 135 af 07/02/2019 ”Bekendtgørelse om støj fra vindmøller”, Miljøministeriet
/2/ Bekendtgørelse 529 af 14/05/2023 ”Bekendtgørelse om kvalitetskrav til miljømålinger” Miljøministeriet